|
Middelalderlandsbyen Middelalderlandsbyen er en samling rekonstruerede huse, som de kunne have set ud i slutningen af 1300-tallet. Landsbyen består af 7 huse med forskellig funktion og med tofter omkring. Landsbyen er under konstant udvikling og vil i den kommende tid udvide med en kirke med klosterhave samt et større gårdanlæg. Det er ligeledes planen at holde husdyr som høns, får og geder. I landsbyen kan man få indblik i livet, som det levedes i 1300-tallets Danmark. Vi smeder, arbejder med tekstiler, væver, støber, slår reb, snitter skeer og andre redskaber, laver smykker og tilbereder mad efter gamle opskrifter. Landsbyen er et tilbyd til skoler og andre institutioner.
Et dagsforløb Et typisk dagsforløb starter kl. 9.00, med at klassen modtages af byens ældste, som kort orienterer om dagens forløb, hvorefter eleverne iklædes hver sin middelalderdragt inden dagens arbejde påbegyndes. Eleverne deles i små hold. I dagens løb bliver der mulighed for at prøve to til tre forskellige aktiviteter for hver elev. Dagen slutter typisk kl. 14.00.
Aktiviteter Rebslagning: Eleverne slår hampereb, som f. eks. forarbejdes til sjippetov. Tinstøbning: Her har eleverne mulighed for at støbe kopier af middelalder tinfigurer, som forarbejdes til halssmykker. Smykkeværksted: Eleverne har her mulighed for at lave mindre kæder som kongekæden. Smedning: Under kyndig vejledning og hjælp fra smeden, kan eleverne fremstill kvindeknive, små hestesko, ildragere m. m. Garnværksted: Her kan arbejdes med forskellige teknikker til fremstilling af uldne bånd i forskellige farver. Slyngning: Eleverne arbejder sammen to og to med fire slyngstokke. Slentring: Her arbejdes med fem fingre eller flere, hvor der kan varieres med garn i få eller mange farver. Brikvævning: Snorefremstilling ved hjælp af brikker, som giver en vævet struktur. Forarbejdning af uld: Kartning af råuld på håndkarter, spinding på håndten eller pind. Filtværksted: Her kan eleverne ved hjælp af kartet uld og sæbevand fremstille bolde eller hatte. Plantefarvning: Uldgarn farves over bål. Madlavning: Primitiv madlavning over bål, kogeovn eller grubeovn samt bagning i jordovn. Opskrifterne er selvfølgelig fra middelalderen. Træskæring: Fremstilling af ske eller smørekniv. Læderværksted: Her forarbejdes forskellige læder- og skindtyper til punge og lignende. Gamle lege og spil: Slå munk, tallerkenspil og kubb. Blideaffyring: Vi indtager borgen med et sandt bombardement med kastemaskinen.
Pris Pris for et dagsforløb (fra 4. klasse): Skoler/institutioner i Brøndby: kr. 20,00 pr. elev. Andre skoler/ institutioner: Kr. 40,00 pr. elev. Middelalderlandsbyen tilbyder forløb af flere dages varighed samt lejrskoler. Ring og hør nærmere om muligheder og pris.
Arrangementer for mindre elever Vi modtager gerne mindre børn efter nærmere aftale. Prisen herfor vil afhænge af de aftalte aktiviteter.
Ekskursioner Middelalderlandsbyen tilbyder også at arrangere ekskursioner til kendte middelaldermonumenter som Gurre Slot, Søborg Slot, Esrum Kloster, Æbelholt Kloster, Roskilde, Sorø Klosterkirke, Fjenneslev Kirke, Bjernede Rundkirke, Vordingborg, Kalundborg m.m. Til ekskursionerne knytter sig et undervisningsmateriale med arbejdsopgaver. Pris efter aftale.
Særlige tilbud Vi modtager også klasser/hold, som blot er interesseret i gamle arbejdsmetoder og vi kan specielt tilbyde forskellige tekstilarbejder til faget håndarbejde, smedning til faget sløjd samt primitiv madlavning til hjemkundskab. Har du lyst til at benytte landsbyen som kulisse til en videoindspilning, er dette også en mulighed. Har du specielle ønsker til et besøg i Middelalderlandsbyen, deltager vi gerne i forberedelserne, ligesom vi gerne deltager i udarbejdelsen af undervisningsforløb.
Her finder du os Middelalderlandsbyen, Nybovej 11, 2605 Brøndby Tlf.: 40 17 87 07 Du når os med bus 166 fra Glostrup Station eller bus 135 elle 166 fra Brøndby Strand Station. Stoppested: Lillegården haveforening. Herfra er der ca. 15 min. gang til Middelalderlandsbyen (se kort). |
||